Tiden går og det bliver en del af hverdagen. Forventningers betydning for mængden af skuffelser.
Min mor har en hjernetumor. Den kan ikke fjernes helt ved operation, så de holder øje med den. Til gengæld er den "godartet", hvad det så end betyder. Den ændrer min mor stødt og langsomt - så godartet er vidst en overdrivelse. Er mere til termerne malign og non malign. Den var nonmalign.
På mange måder så fortsatte livet jo som altid. Mit i Aarhus med studierne, og mine forældres på gården på Sjælland. I de her år havde jeg tendens til at forvente det samme af min mor som altid. At hun var der, interesseret, lyttende, og stadig i stand til at "puste på mine skræmmer" og fikse mine følelser, når det gik skidt. Det gav tiltagende skuffelser, da jeg ikke accepterede ændringerne. Herunder at det er normalt, at man udvikler depressionslignende tilstande med udpræget træthed, når man er ramt i hjernen på den måde. Som psykologi-studerende optaget af sammenhænge mellem sygdom og psyke, så røg mit fokus over på, at hun burde vænne sig til tanken. Acceptere at hun var ramt, så hun kunne bevare sin livsglæde. Jeg anså det for at være noget, hun kunne og burde gøre bedre. Både for hendes og for vores skyld.
Forventninger til hinanden har naturligvis en stor sammenhæng med, hvordan vi har det i en relation. Med mængden af glæder og skuffelser. I stedet for at kigge på det enkelte menneske nysgerrigt og kærligt, så kan det især med forældre og søskende indeholder massive mængder af forventninger.
Jeg ville dybt i mig ønske nu, at jeg havde sluppet de forventninger, sat hende fri, og været sammen med den kvinde, der var. Have nydt hende i hvilken som helst udgave, som jeg lovede mig selv, da det hele startede, og jeg lå og ventede på nyt fra Thailand. Det er ok, jeg ikke kunne, men jeg ville ønske det. Det havde givet nogle langt bedre år sammen. Skuffelser over brudte forventninger giver sorg, svigtfølelser, afmagt og vrede. Det kan stå i vejen for kærligheden. Det lærte jeg først, da det blev tydeligt, at jeg ikke kunne forvente noget af hende. Så blev kærligheden langt lettere. Det vænner jeg tilbage til i et senere indlæg.
I de her mellemliggende år mellem hjernetumor i 2008 og massiv hjerneskade i 2020 gik livet sin gang. Der var, som beskrevet, tidspunkter med skuffelser. Der var også tidspunkter med stor glæde, samhørighed, humor og skønne oplevelser. Det var tidspunkter, hun overraskede med virkelig at være der og være med, og tidspunkter, hvor hun overraskede ved at trække sig mere end forventet.
Uanset så blev hun mere indadvendt, træt og fik udfordringer med sin tale, som var mærkbare og lidt skræmmende. Det var hele tiden svært at vide, hvad der var tumorens direkte effekt i hjernen, og hvad der lå i reaktionerne på det skete. Gemte hun sig mere socialt pga. taleudfordringer, problemer med at huske, træthed eller fordi det simpelthen krævede for meget af hende? Var det den depressionslignende tilstand og kom den af sorg over at være blevet ramt, eller fra et reelt tryk i hjernen? Og er det reelt vigtigt? Igen røg det ind i forventningerne. Jeg forventede, at hun bare kunne og burde tage sig sammen og blev skuffet. Men kunne hun det? Passede hun på sig selv eller var det undgåelse?
Der var tidspunkter med håb, og tidspunkter med frygt. Der var flere operationer i hjernen med frygt hver gang for, hvilken udgave, der ville vågne op. Der var perioder, hvor jeg trak tættere på, og perioder, hvor jeg trak længere væk. Både pga. dette men også i helt naturlige bølger i en forældre/voksent barn relation. På den ene side vidste jeg, at hjerneskaden langsomt udviklede sig og alting var på lånt tid, men da det hele var så normalt stadig, så puttede jeg mit også lidt i, at det var normalt. Så jeg ikke skulle mærke sorgen alt for meget. Det var nok en af grundende til, at det var rarere trods alt at tænke, at hun bare kunne tage sig lidt sammen jo. Frem for at se virkeligheden i øjnene; at min mor langsomt ændrede sig for øjnene af mig og ville fortsætte med det frem til sin nok tidligere død. Det gør jo bare forbandet ondt at være i.
