I et langt sygdomsforløb er der mange tanker om at miste. Både om hvornår og hvordan, men også om, hvad der sker, når man dør. Mister vi hinanden? Lever noget videre? Og hvordan? Lever det videre, fordi det bor i mig eller har det et selvstændigt liv et andet sted?
Det går også op for en, at død er mange ting. Eller i hvert fald ikke kun det sidste farvel. Som beskrevet tidligere, så er der meget, der dør undervejs. Mange evner og sider i den person, man ellers kendte, må man tage afsked med. Mister de evnen til at tage med ud at rejse? Til at køre bil, til at rumme at være social? Til at huske, til at ringe, til at spørge, hvordan det går, til at servere en kop te? Det kan synes som store og små ting blandet sammen, men alt har for mig været en lille død i det større tab.
Der er også ting, der kan dø i en selv. Håbet kan dø. Smilet kan dø. Troen kan dø. Energien kan dø, så der bare er en massiv træthed tilbage. Som nævnt i et tidligere indlæg, så er det at holde sig selv i live og ikke bare overleve et væsentligt punkt i den vigtige egenomsorg som pårørende. Disse aspekter kan nemlig bringes til live igen med tid og omsorg. Sider kan dog dø helt imens. Vi ændrer os som mennesker, når vi følger et menneske, vi elsker, langsomt fra livet og ind i døden. På godt og på ondt.
Hvad sker der, når man dør? Det kan kun bygge på tro. Måske støttet af sansesystemet og fornemmelser. Det er i enhver familie så vigtigt at turde snakke om. Uden at vurdere eller bedømme hinanden. Lytte, være nysgerrige. For nogen er døden definitiv. For andre er den som at skulle hjem. For nogen er den skræmmende, for andre en lettelse. Hvis den er skræmmende, så spørg ind til, hvilken del, der er skræmmende. Det er intense, men virkelig givende snakke. Vi kan ikke ændre på virkeligheden, så hvordan er hvert enkelt familiemedlem i den? Vores tro og forståelse er så afgørende her. Snakker vi om det undervejs, så står vi i det sammen -også selvom vi tror noget forskeligt.
Hvis man er ved at miste livet, som man kender det, og ved, at man nærmer sig døden, så kan man blive ramt af en virkelig dårlig samvittighed overfor sine kære. Ind i mellem er den døende mere afklaret med at skulle herfra, men hænger i, for ikke at skulle gøre sin familie så kede af det. Det kan virkelig føles forfærdeligt at "gøre det her mod sin familie". Igen er det så vigtigt at få snakket om. Hvordan det er, at stå på den ene og den anden side lige nu. Hvad, man er ked af at miste, og også få sagt, at man jo nok skal klare sig. Det er bare kærlighed. Det gør forbandet ondt at miste, men vi klarer det. Hvis man som pårørende mærker, at nu er det ok, at slippe den sidste del af det liv, der er tilbage, så finde også modet til at dele det. Det kan sagtens formuleres kærligt, og kan give en enorm lettelse i det intense rum.
Det er svært at belyse det her med døden, uden at gøre det personligt, så denne del kommer med. Jeg havde mange snakke med min mor i de sidste år. Primært ting jeg fortalte hende, da hun ikke altid kunne svare og sjældent mere end få ord. Men det lettede i rummet at få sagt de her ting. Det var vigtigt for mig at fortælle hende, hvordan mit liv både gik videre. Altså delen glæden over børnene, arbejdslivet, eventyren osv. Det var også vigtigt for mig at dele, at jeg var i sorg over, at hun sad her, og hvilke tanker det, satte i gang. At hun havde haft helt ret i, at det var ufattelig svært, når man ikke længere lige kan ringe til ens mor og dele stort og småt, men at jeg heldigvis havde så mange gode snakke at tænke tilbage på, og veninder, der kunne overtage lidt af den rolle. Jeg delte også indsigter, jeg havde fået omkring hende og mig og den mor, hun havde været. Mest det positive og for hende frisættende i forhold til at have gjort det godt og skabt 3 piger, der kan klare sig selv. Jeg delte, at det var ok, hvis hun ikke ville mere. Jeg ville savner hende, men det gjorde jeg reelt allerede. Hun havde kæmpet så meget, og behøvede ikke kæmpe mere for min skyld.
På det mere sanselige og spirituelle plan, så mærkede jeg en masse i hele det her forløb. Det er min erfaring, og du må meget gerne læse med. Det kan sikkert forklares på mange måder med forskellige teorier og overbevisninger. Du giver den bare gas. For mig er det ret reelt, når jeg mærker denne del af livet og vores væren, men jeg respekterer dybt, at på dette område, er der forskel på os. Hvis du læser vider så lad det være i en respekt for, at det her er en del af min virkelige virkelighed.
Allerede kort tid efter min mor havde fået sin massive hjerneskade, så mærkede jeg hende, som en fri sjæl. Jeg var i dyb sorg og chok, men mærkede hende lattermil, kærlig og altomfavnende. Især når jeg kiggede ud over skoven og engen eller lige hos mig, hvis jeg kaldte. Jeg havde en fornemmelse af, at hun var sat fri som sjæl, og reelt ikke brugte ret meget "tid" på at sidde i sin stol på plejehjemmet. Dette delte jeg også med hende. Hun sendte mig et saligt smil som svar og liv gennem øjnene. Det var ikke fordi, jeg kunne være i dette positive syn hele tiden. Som beskrevet var tiden fyldt med chok, sorg, træthed, udmattelse, tårer, en en lille indre pige, der blev nødt til at blive voksen og få tillid til selv at kunne bære livet videre herfra. Men mit sansesystem mærkede dette hele vejen igennem.
I dagene op til hendes død, sad jeg med hendes hånd i min. Jeg mærkede, at hun var fjern. Som om hendes primære kontakt og fokus var på nogen andre. Jeg mærkede mine bedsteforældre så tydeligt i rummet sammen med andre væsner, der var igang med deres. Det hele virkede som en stille og rolig overdragelse. En art ceremoni. Min mor, var bevidst om, at jeg var der, men det var faktisk lidt en befrielse, at det ikke handlede om mig lige der. At der var helt styr på situationen, og at hun bestemt ikke skulle rejse videre alene. Tværtimod var der så fyldt med healing og kærlighed. Jeg fik gentaget alt det, jeg så i hende og var taknemmelig for. Både som kvinde og som min mor. Jeg var klar til at sende hende videre, for det var hårdere, at se hende sådan her. Desuden var jeg voksen, og havde skabt et liv, jeg virkelig var glad for og stolt af. Jeg ville nyde hendes varme hånd i min, men også trygt holde den, når den blev kold. Fortalte om det jeg mærkede i rummet, og mærkede en enorm omsorg til både mig og til hende. Tårerne trillede, men ikke pga. døden og afskeden, men pga. den massive kærlighed og støtte, der var i rummet. Det var dagen før, hun døde, og det var en af de smukkeste dage, vi har delt.
