Det alt for lange farvel -afrunding

Til januar er det 3 år siden, jeg mistede min mor efter det (alt for?) lange farvel. Selve afskeden i starten af januar, var lige så meget forbundet med lettelse som med sorg. Sorgen havde været der i mange år. Det er en af de formildende omstændigheder ved at langt farvel.

I de år, der er gået, er det mere processen med at være voksen uden sin mor og så slitagen efter det forløb, vi var igennem, der har fyldt. Alle de gange, jeg har taget mig mere sammen, end jeg reelt kunne. Jeg havde længe brug for ekstra lufthuller og langsomhed. Ind i mellem til at nyde, og ind i mellem til lige at lade mig indhente nogle af de mange svære situationer, jeg havde stået i sammen med min mor og hendes sygdom.

Det, at hun ikke var der mere, var ikke svært for hjernen at forholde sig til. Den havde haft god tid. Ellers kan det her med død forvirre vores hjerner ret meget, og mange kender det her med, at man år efter afdøde gik bort, stadig kan få den tanke, at de kommer ind ad døren lige om lidt. Sådan var det ikke, og sådan har det ikke været. Afskeden af den sidste del af hende, var en lettelse.

At miste sin mor sætter derudover gang i en proces. Nu er der fx ikke andre, til at være "moder" for en, end en selv. Ikke engang de dage, hvor mange trænger aller mest til det. Det tager tid og øvelse at lære at holde sig selv. Sådan for alvor. Uden tvivl og med samme uselviske og ubetingede karakter. Hvad har jeg brug for lige nu? Kan jeg give mig det i omsorg? Man kan jo eventuelt spørge sig selv, hvad ens mor ville have sagt eller gjort? Eller hvad man selv ville gøre for sine børn. Det magiske er, at skylden og dermed de destruktive strategier kan ryge lidt i baggrunden. Tænk at holde sig selv, som en moder holder sit barn.

I minderne er min mor nu tilbage, som den hun var, inden sygdommen ændrede hende; frisk, kærlig, engageret, involveret, humoristisk og selvstændig. Jeg selv er så også det yngre i de minder, og det må jeg leve med ;)

Om en måneds tid skal jeg være gæsteunderviser på et forløb via CSV i Vejle for demente og deres pårørende. Jeg skal fortælle om, og ikke mindst vise, hvad naturen kan gøre både for de ramte og for de pårørende. Det bliver følsomt og meget meningsfuldt at være en del af. I slutningen af september skal jeg på kursus i, hvad hypnose kan bidrage med i forhold til hjerneskade og hjernerystelser. Der tænker jeg bestemt også, der er meget at komme efter, både hos den ramte og hos de pårørende.

Hvis du er pårørende til en elsket mor, far, ægtefælde, veninde så er mit absolut vigtigste råd; husk dig selv. Du skal bære meget, og du skal blive ved med at stå der, selvom du mister den, du elsker mere og mere. Måske de ikke kan genkende dig mere, måske de gentager sig selv, måske de bliver mere aggressive, holder fast i deres ting, ændrer personlighed. Det er dyb kærlighed at følge et mennesker igennem denne vej, men husk hvad der skal til, for at du ikke kun giver, men også får til din omsorg og balance i det hele. Jeg følger ind i mellem klienter igennem en sådan proces. Ikke fordi der er noget psykologisk, de som sådan skal arbejde med, men for at være støtten, håbet, og for igen og igen at få nervesystemet guidet på plads / givet det en pause, og for at navigere i de ting, der skal tages afsked med og udholdes undervejs. Jeg hjælper også meget gerne dig.

#ventesorg #huskdig #egenomsorg #psykolog #naturterapi #sorg #hjerneskade #pårørende