top of page

Egenomsorg som pårørende - Det alt for lange farvel (del 6)

Når man pludselig står som pårørende til en livsændrende sygdom, så går man i chok. Ikke nødvendigvis i chok som i at fastfryse og blive handlingslammet. Tværtimod vil mange opleve, at de går i handlemode. At det meste andet i livet smides ud af fokus, og hjerne og energi går all in på at finde vej i den nye situation. All in kan betyde døgndrift med vågne nætter og holdt åndedræt som resultat. En konstant søgen efter at finde overblik, løsninger og behandling. Måske i at få støttet og plejet den ramte. Være en klippe. Det er konstruktivt nu og her, men alt for hårdt, når det er på den lange bane. Det kan være en maraton-distance mødt som en 100m løber. Det kan ikke fungere.


Din egenomsorg som pårørende er mit fokus i dette indlæg. Det er vanvittig vigtigt. Der er brug for dig lige nu, så du bliver nødt til at passe rigtig godt på dig! Ikke kun til i morgen men måske i flere år.


Når vi mødes af et chok i livet, får vi brug for at regulere vores ramte nervesystem. Det kan vi gøre via tre forskellige systemer; Det trusselsfokuserede, det drive-fokuserede eller det beroligende. Vi er ofte bedst til de første to, men i det tredje ligger en vigtig brik.


Det trusselsfokuserede er det, som vi kender som kamp, flugt eller "spil død". Her vil vi reagere direkte på truslen ved at prøve at bekæmpe realiteterne. Vi mærker vrede, som mobiliserer os til denne kamp mod "det onde" mod truslen. I flugt-strategien vil vi i stedet prøve at ignorere det, negligere det. På forskellige kreative måder prøve ikke at skulle forholde os til det. Overspringe med andre aktiviteter, trække os, om dekorere hele huset. I "spil død" ser vi fastfrysningen. Handlingslammelsen. Måske i en følelsesløs tilstand med hovedet under dynen. Ikke at være i verden lige nu kan måske få den til at gå væk. Uanset strategien i det trusselfokuserede system, så kæmper vi mod de barske realiteter. Fuldt forståeligt og velkendt for alle, men simpelthen for hårdt arbejde og for stor lidelse i sidste ende. Og verden er jo desværre, som den er. Vedvarende, når det er et langt sygdomsforløb vi står ved siden af.


Den drive-fokuserede ser mere på realiteterne, men bekæmper dem stadig. Den går efter et mål. Samler alt power og motivation for at nå i mål. Måske lindring, måske helbredelse. Måske ringe rundt til ALLE man kender, der måske kunne vide noget. Dykke ned i ALLE bøger og hjemmesider med alternative muligheder, sekund opinion, kostvejledninger, udlands-muligheder osv osv. Vi skal finde den bedst mulige behandling, og det skal gå hurtigt. ALLE muligheder skal tjekkes og udtømmes. Det føles godt at være her. Det giver håb og fokus. Det giver energi og et fælles mål at kæmpe hen imod. Det er dog igen et system, der holdes i konstant alarmberedskab og hjernefokus. Igen kan det køre både dag og nat og forstyrrer alle muligheder for hvile og restitution. For tør man slippe den et øjeblik? Og tør man slippe den overhovedet? For hvornår er alt tjekket og undersøgt?


Både den trusselsfokuserede og den drivefokuserede holder dit system i alarmberedskab, og holder dig fra at forholde dig reelt til virkeligheden. Begge indeholder helt naturlige og også konstruktive elementer, men de slider. Både på hjerne og nervesystem. De føles godt, fordi de afholder dig fra at skulle mærke den sorg og afmagt, der ligger i realiteten. De afholder dig dog også ofte fra at mærke disse om end svære, men samtidig nærende følelser set helt relationelt. Ofte kan pårørende i dette ende langt fra hinanden - og langt fra den, der er syg. Og det er jo reelt ikke det, man ønsker, når tidslinjen sammen pludselig er blevet afkortet?


Livet er barsk som pårørende til livsforandrende sygdom, men man bliver nødt til at turde kigge op og se og mærke virkeligheden. Lige nu og her. Trække sit vejr og lade reaktionerne få plads. Dette er det beroligende og relationelle system. Det glemmer vi ofte i den handlekraftige vestlige verden, hvor følelser helst bare "skal følge med", hvor hjernen har planer om, at vi skal hen. Og hvor vi helst ikke vil indse, at vi er sårbare for sygdom og sorg. Alle sammen. Der er ingen på et sygehus, der havde planlagt at ende der(!). Det er helt almindelige mennesker, som det her sker for. Det er en helt almindelig del af livet. Hård, krævende, sårbar og alt muligt svært - men virkeligligt.


Vi lærer dog ikke at navigere i det. Vi lærer ikke, hvordan modgang håndteres. Hvordan afmagt og dyb frygt for at miste håndteres. Vi kæmper med virkeligheden og med os selv.


I det beroligende system ligger egenomsorg, pauser og restitution side om side med de svære følelser. Vi rykker sammen om disse følelser. Både den syge og de pårørende. Vi taler, deler og græder sammen. Det kan man godt, og det er virkelig forløsende og giver en ny dimension af nærhed i de vigtige relationer. Det at tale og være sammen om, gør det allerede langt nemmere. Det, at skabe rum for både de rationelle tanker og reaktioner og de irrationelle er stærkt helende. Det giver plads til også at få trukket vejret dybt, at få delt kærligheden, nærheden, de gode øjeblikke. Som et grineflip midt på en hospitalsstue, eller en varm hånd at holde i.


Det giver plads til at huske at lade op. At berolige et opkørt nervesystem via langsomme gåture i naturen, afspændingsøvelser, rolig yndlingsmusik, dans bare fordi, en bog med en let og hjertevarm fortælling. En varm kop te og et tæppe omkring sig foran brændeovnen eller en god sludder om lidt af det hele i livet med en god veninde.


Du er vigtig lige nu. For dig, for den sygdomsramte og for andre pårørende. Du skal huske hele livet, du skal huske dine grænser og alt det, der skaber liv i og for dig. Du kan ikke stå distancen uden alt dette. Måske hele livet for dig betyder, at du skal sørge for at kunne komme ud på små eller store eventyr selv? At du skal finde et system for, hvor ofte du skal besøge den sygdomsramte, hvis det er på et plejehjem, eller hvornår du kan komme ud af huset, hvis det er din ægtefælde. Du bliver nødt til at tænke på en lang bane. På et helt maraton eller ekstremløb tværs over USA. Uden pauser og næring så er der risiko for, at dit system lukker ned halvvejs. Alt kan ikke klares med vilje. Vi kan risikere, at vi bliver lagt ned af vores nervesystem, hvis der har været fuld alarm for længe. Vi kan risikere depression, angst og stress, hvis vi ikke passer på næring og ro og restitution til os selv.


Vi skal huske alle 3 systemer på vejen som pårørende. Reagere, handle og restituere. Vi skal huske, at det er muligt at berolige et opkørt system.


Har du brug for hjælp til dette, så find en, der kan følge dig. Det kan være en eller flere nære, som er i en periode med overskud, eller det kan være en professionel. Jeg har flere klienter, som primært bruge mig som denne støtte. En tur i skoven med fokus på at få delt de svære ord, tabuer og reaktioner, de har svært ved at rumme. Dertil skovbadning eller afspænding siddende på stranden eller under et stort gammel bøgetræ. De kommer enten i et fast månedligt interval, eller når de mærker behovet. Jeg bliver et livsvidne på denne del af vejen. Eller et slags stillads hvorudfra tillid hentes til at kunne stå eller få støtte til at lande nervesystemet, når det bliver for opkørt. Det letter og det muligt at klare det svære og tærende, de står i. Du skal også være hjertelig velkommen.

33 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
Post: Blog2_Post
bottom of page