top of page

Sommerferie -omsorg eller tyranni?

Er du typen, der er glæder sig til sommerferien? Ser ro, afslapning, tid og hængekøje for dig? Eller stresser du mere over en flok børn, der skal aktiveres og/eller x antal eventyr, der skal i kalenderen? Eller måske alt for mange projekter, der burde blive vinget af, mens du endelig har tid, fordi arbejdet ikke forstyrrer alle de vågne timer?


Har du spurgt dig selv; Hvad skal der til for at det har været en god ferietid for dig?


Hvis nu vi lige legede med at regler er noget, der kan fjernes. At regler og tillærte overbevisninger, også holder ferie. Et andet sted end dig selvfølgelig.


Hvis du kan sende den indre pleaser til Australien, knoklerøven til Egypten, organisatoren til USA, den overansvarlige (for alle andres feriehumør!) til Thailand osv osv.


Hvem er så tilbage?


Hvis du nu lukkede øjnene et øjeblik (efter at have læst hele denne guidning igennem). Gav dig tid og plads til at strække dit åndedræt langsommere og dybere. Masser af tid til hver eneste indånding og hver eneste udånding. Brugte hver udånding på at skabe dybere og dybere forbindelse indad og nedad til du lander det vise sted dybt i dit åndedræt og mave. Stil så dig selv spørgsmålet: Hvad har jeg allermest brug for denne sommer? Fortsæt åndedrættet og fokus på dybt og indadvendt. Måske dukker et svar op med det samme. Måske går der lidt tid. Måske er hjernen ivrig efter at at give dig dens input. Vær tålmodig et øjeblik og se, hvad der sker.


Da jeg lavede en lignende øvelse sammen med en skøn gruppe kvinder, så så jeg hængekøjen og skoven for mig. Den skov, jeg er så heldig at have udsigt til her hjemmefra. Budskabet var klart: du skal bruge en masse tid på bare at sidde og kigge. Bare være til stede uden stimulanser, uden bagkant, uden forstyrrelser. Jeg er normalt en eventyrer, og hvis jeg er hjemme, så får jeg som regel kastet mig over noget, der trænger til at blive ordnet. Så det bliver klart en udfordring. Men hvad der er sanset i det indre, er sanset. Det er hørt, og det dukker altid op af en grund. Især når det går lidt i mod de planer, hjernen og levereglerne lige have lavet.


Andre i gruppen så noget med blomster for sig, en god stak bøger, lette fællesskaber, musik eller et bestemt sted med særlige minder, der trængte til et genbesøg. Ikke fordi der er noget som helst forkert i at se Italien for sig og en masse is eller lækre drinks. Der kan ikke rigtig være noget forkert. Den kærlige ferie-anbefaling herfra er blot det at spørge og turde sanse ind. Der skal nok være plads til andre ting også, men tænk hvis der også kunne blive et rum til at ære den del af sig selv, der ofte trænger til noget ret bestemt? Og naturligvis i det omfang, der er muligt i forhold til din livssituation lige nu. Er det ego-ferie eller ferie med 3 børn under 5 år?


Med ønsket om en skøn sommertid. Lige som du har brug for i år <3

Sheila Naja Kragelund

Psykologi, naturterapi, spiritualitet



 
 
 

Kommentarer


©2019 by Naturlig Væren. Proudly created with Wix.com

bottom of page