Det første chok!
Jeg var 26 år og naturligt i gang med livet på egen hånd. Som de fleste andre med det lange lys på i forhold til mine forældre. Fokus var på at bygge mit eget liv, fundament og karriere op. Jeg læste kandidaten i psykologi i Aarhus, hang ud med studievennerne, havde studiejob med at undervise i psykologi på HTX og havde lige mødt en fyr, der var særlig fantastisk. Han er nu min mand, men det er en anden historie. Vigtigst her er, at mit liv handlede om meget andet end mine forældre, der boede helt ovre på Sjælland. De var nogen, der bare var der. Til rådighed når jeg havde brug for dem. Især via telefonen hvor min mor tålmodigt og støttende lyttede til alle op- og nedture i studie-hverdagen. Forventningen var, at det nok ville være sådan næsten for evigt.
En helt almindelig tirsdag aften, ændrede det sig dog radikalt. Min far ringede hjem fra Thailand og fortalte, at min mor var faldet om pludseligt med et epileptisk krampeanfald. Hun var nu på sygehuset derude, og han vidste på det tidspunkt ikke mere. Der var ikke kontakt, og det havde været en voldsom omgang. Hun skulle scannes og undersøges yderligere de næste timer. Altid ekstra dramatisk i et andet land. De havde været på cykeltur ude ved Klongen (kanalsystem i Bangkok), og transporten til sygehuset havde været på ladet af en pickup-truck(!)
Jeg røg naturligt ind i en chok-tilstand og følte mig ufattelig langt væk fra mine forældre. Jeg nåede at overveje muligheden for næste fly til Bangkok! En veninde kom hurtigt hen til mig. Hun var medicinstuderende og prøvede sit bedste både menneskeligt og fagligt. Min spritnye kæreste boede i Aalborg, men fandt hurtigt vejen til Aarhus. Tak til dem!
Det var så realistisk og virkeligt og alligevel total surrealistisk. Det forvirrede reaktionen, som jeg kejtede noget rundt i de næste dage. Mellem at passe mit studiejob og undervise med smilet klistret på næste morgen til at ligge sammenkrøllet, hulkende og drømme om bare ét sekund mere med min mor. Pist væk var alle forventninger til hende lige der. Bare ét kram mere.
Den første aften og nat vidste vi ikke, hvad der havde udløst anfaldet, eller i hvilken udgave hun ville vågne. Reelt heller ikke om hun ville vågne. Spandevis af kærlighed, savn, tanker og minder røg gennem mig. Jeg følte mig meget ung og på ingen måde klar til at undvære at have en mor. Panik og handlekraft afløste hinanden, men handlekraften havde noget dårligere vilkår end panikken. Der var intet, jeg kunne gøre ud over at vente på nyt fra Thailand. Min nye kæreste havde mistet sin mor 8 år tidligere, så det var et noget vildt følelsesmæssigt rum at sidde i sammen efter at have kendt hinanden i 14 dage.
Min mor kom langsomt til sig selv igen. Jeg var lettet ud over alle grænser, men scanningerne viste en tumor i hjernen. Nyt chok og ny ventetid. De ville ikke gøre yderligere i Thailand, så hun blev sendt hjem til Danmark. Det var fantastisk at se hende igen. De rejser meget, og det plejer ikke at fylde det store, når de kommer hjem, men her havde det været op imod en usikkerhed af det helt store.
Der fulgte en meget lang måned med ventetid på operation. Familien rykkede sammen og fik de første af rigtig mange svære og følsomme snakke. Ret vildt at tænke tilbage på vores evne til at dele dengang og så nu 14 år efter. Vi har rykket os i kvantespring! Dengang blev det ofte til misforståelser, vrede og konflikter. Når fx min mor udtrykte, at hun ville dø, taknemmelig for det liv, hun allerede havde levet, så blev jeg stik fornærmet over, at hun kunne tænke sådan, når jeg ikke kunne undvære hende som mor. Så blev hun sur på mig, og vi kunne sidde i hver vores sorg og afmagt. Fastlåste og lukkede for hinanden.
Med andre ord, var vi bedst til at prøve at udtrykke os selv, og ikke ret gode til at lytte og prøve at støtte hinanden i de mange forskellige veje, der er i chok og sorg. Det blev nemt skyttegravskrige med fokus på "rigtige" og "forkerte" ord og reaktioner, eller sårethed over ikke at blive set i sig eget. Men alle var jo bare i chok. For nogen kalder det mest på panik og flugttrang (fx ønsket om at dø), for andre på handlekraft (fx praktisk eller fysisk arbejde frem for at forholde sig til det, der ikke kan kontrolleres, eller man kan gå i fosterstilling; Regredere med en tro på, at kun "forældre" kan fikse min smerte. Man bliver handlingslammet og kan intet fikse selv. Når de 3 mødes, så bliver det bare rigtig spændende!
I dag lytter vi langt mere til hinanden, og det skaber ikke konflikt, men nærmere nysgerrighed, når vi reagerer og håndterer forskelligt. For selvfølgelig gør vi det. I dag har jeg i øvrigt fuld forståelse for min mors ønske om at dø. Hun var jo bare vanvittig bange for, hvad der ventede hende med denne hjernetumor og i sorg over udsigten til ikke at kunne være den mor og bedstemor, som hun havde drømt om. Selvom første operation i hjernen gik godt, og vi tilmed fik de gode nyheder, at tumoren var godartet, så fik hun jo ret. Der var virkelig meget, der ventede hende og os, og hun blev påvirket i sin rolle. Hun blev stødt og langsomt ændret fra det menneske, vi kendte hende som. Reelt havde forandringen allerede været på vej i nogle år. Det så vi dog først senere, da vi lærte tumorens indvirkning bedre at kende.
I næste uge følger et indlæg om årene imellem det første chok, og så det største chok for 3 år siden, da hjerneskaden for alvor blev massiv efter en blødning under en operation i hjernen. Det er de mest diffuse år i den samlede oplevelse. Alt var både normalt og unormalt. Jeg sidder nu med en slet skam over egne reaktioner undervejs. Ikke med en trang til at slå mig selv i hovedet. Livet leves jo forlæns og forstås baglæns. Men hvad jeg senere formåede at slippe i forhold til mine forventninger til min mors rolle overfor mig, havde jeg elsket at slippe allerede her som skræmt 26-årig. Så havde det hele vejen igennem været langt nemmere at se, hvad jeg stadig havde, frem for, hvad jeg ikke havde. Mere om dette i de næste indlæg.
Comments