top of page

Det alt for lange farvel

Del 1 - om at miste en elsket via år som hjerneskadet.


Det er nu to måneder siden, at jeg stod i den intense tid mellem farvel og bisættelse. Det var første gang, jeg så et dødt menneske, og det var min mor, der lå der. Det var tydeligt, at der ikke var mere liv. Sjælen var fløjet, og kun kroppen var tilbage. Den krop, der har betydet så meget tryghed og sikker base gennem min barndom og liv, var nu kun en skal. Som en fantastisk og elskværdig bog, der nu var lukket. Definitivt.

Det var ikke et uventet dødsfald. Nærmere et af de mere ventede. Ind imellem med længsel, da de sidste år af hendes liv, var rigtig hårde at være vidne til. Jeg var 26 år gammel, da hun faldt om i et epileptisk anfald, og de fandt en hjernetumor. Langsomt ændrede hun sig fra social og udadvendt med uanede mængder af energi og gåpåmod til indadvendt, træt og mere trist. 11 år og flere vellykkede hjerneoperationer senere skulle hun drænes i hjernen. Her gik det galt. Hun fik en blødning i den ellers raske del af hjernen. Herfra var hun dobbelt frontaltskadet og en skygge af sig selv. Hun flyttede på plejehjem, hvor hun fik hjælp til alt. Hun gik fra en størrelse 36 til en 46. Fra forfængelighed til ligegyldighed. Fra at være et meget følsomt menneske, til at sidde og se håndboldkampe og grumme krimier, uden at fortrække en mine. Kunne dog stadig sende et lille grin, når jeg spurgte, om jeg måtte sove hos hende, hvis jeg skulle se med på det der!


Lettelsen over, at hun knap 3 år efter fik fred var derfor en stor del af vores farvel. Let kombineret med den skyld, der kan ramme en, når man når til at ønske sin mor død. Ikke i et teenage raserianfald, men i et ægte, dybt fra hjertet ønske om fred. Fred både til hende, men nok i høj grad også helt egoistisk til mig selv. I perioder nok ret meget til mig, fordi det var så hæsligt at være i. Hendes død ville også være min mulighed for flugt væk fra ubehaget. Sorgen var der allerede i forhold til alt det, der var mistet. At besøge hende på plejehjemmet var som at blive snydt og stukket i hjertet med en kniv. Den kvinde, der sad der, var ikke længere som min mor. Hverken af funktion eller af udseende. Der var et glimt i øjet og en rap replik ind i mellem, som var hende, men ellers sad der en kvinde i en større og større krop, der skulle have hjælp til alt, og havde mistet evnen til initiativ.


Min mor, som jeg kendte hende, forsvandt langsomt med hjernetumoren og helt ved dræningen. Tab og sorg, chok og afmagt har været følgesvende i mange år. Hver gang skulle vi alle leve videre med den nye udgave. Især den sidste omgang efter dræningen har været vanvittig hård, barsk, uretfærdigt, men også vanvittig givende. Det har lært mig så meget om livet, om kærlighed og om relationer. Hvad er et godt liv? Hvad er er et værdigt liv? Hvad er en mor eller forældre? Hvad er en relation?


Alt dette har jeg lyst til at dele.


Både for mig - og for alle dem, der står i noget lignende lige nu. Mange er omkring hjerneskade i de sidste år med deres elskede; hjernetumor, demens, alzheimers eller senhjerneskade af andre årsager. "Det alt for lange farvel" bliver mine input til, hvordan man klarer dette. Både tanker, følelser, tabuer og den usandsynligt vigtige egenomsorg. Hvordan er man en god datter, søn, ægtefælde? Hvordan håndterer man det hele i forhold til næste generation af børnebørn? Og hvordan lever man videre i sit eget hverdagsliv imens?


Jeg har ingen klare svar. Blot egen oplevelse kombineret med min baggrund som psykolog og en altid tilstedeværende selvreflekterende nysgerrighed, når liver sker omkring mig. Jeg vil hver uge dele et nyt indlæg omkring dette emne. Er der bestemte vinkler, du ønsker, jeg skal afdække, så sig endelig til. Du er naturligvis også meget velkommen til at skrive, hvis du har lyst til at dele din historie, hvis du sidder i noget lignende. Du kan fange mig på naturligvaeren@gmail.com eller skrive en kommentar herunder.



102 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


Post: Blog2_Post
bottom of page