ÅBNE TIRSDAGE FOR DIG, DER ER SYGEMELDT
Dette tilbud er desværre midlertidigt på pause. Det er fortsat muligt at booke en individuel tid i skoven i Ågård, Brejning eller Vejle. Du kan ringe på 49402585.
Er du sygemeldt og har svært ved at finde din vej videre? Hver tirsdag formiddag har du mulighed for at komme ud i naturen og få støtte og hjælp til at finde ro, møde andre i samme situation og få input med din til din videre vej.
Det er ikke afgørende, hvad du udfordres af lige nu. Det kan være fysisk eller psykisk -eller et sted midt i mellem. Det afgørende er, at du mærker brug for hjælp til, hvor du skal gøre af dig selv i det hele. Hvordan du skal finde vej, holde det ud, eller måske forvirring omkring, hvor du skal finde hjælp? Derudover en lyst til at prøve, hvordan naturen kan være en medspiller til at finde vej.
Åben tirsdag i Ågård er et unikt tilbud til dig, der er sygemeldt. Der er ingen binding. Bare tilmelding fra gang til gang. Kom den eller de tirsdage, det passer dig. Vi åbner haven og skoven hver tirsdag og inviterer dig til at komme fra kl.9.00-11.30.
Fokus er på bare at være, restituere, dele og finde vej i det hele.
Vi tænder bålet, samles om en kop varmt, giver plads og tid til åbne snakke, hvis man har lyst og finder et fokuspunkt for dig, der giver mening lige nu. Ét fokuspunkt midt i et mylder af tanker, kan være meget stærkt i sig selv!
Sheila Naja guider en øvelse, der vil støtte dig til at komme til stede i nuet med hele dig. Herefter vælger du mellem 3-4 aktiviteter, der alle styrker din kontakt til dig og til din væren i det, du er i. Det kan være alt fra at sidde og bare være på en skøn og rolig plet, snitte i en gren, du har fundet i skovbunden, gå stille rundt uden mål og retning, ligge i en varm sovepose i shelteret eller måske noget mere fysisk aktivt, hvis det er det, krop og sind kalder på den dag.
Her er absolut ingen krav og intet at præstere eller leve op til. Kom præcis som du er. Fokus er på at være i naturen og lade den gøre noget af det, den er allerbedst til; at støtte os i at restituere og genfinde kontakten til os selv. Også selvom alt lige synes kaos. Måske især når alt synes kaos og tankerne ikke kan tænke sig frem til løsninger. Afmagten og frygten er i stedet massivt til stede.
Vi ved, at det med roen er lettere sagt end gjort, når stress-systemet buldrer derudaf, men du vil hurtigt opleve, at naturen er en fantastisk støtte hertil. På dette fantastiske sted i Ågård er skoven og haven helt privat, hvilket betyder, at vi kan give os hen i det helt uforstyrrede. Der kommer ikke nogen hundeluftere, skoleklasser eller børnehaver forbi.
Der er efterhånden rigtig stor opbakning fra videnskaben til det at opholde sig i naturen og være mindfult tilstede. Det indvirker bl.a positivt på blodtryk, immunforsvar, tankemylder, sindstemning og nervesystemet generelt.
Muligheden for dig er:
* Støtte til at restituere og komme tilbage på benene
* Få flyttet dig fra hoved til krop
* Mærke naturens effekt på dit velbefindende og få metoder til at bruge det på egen hånd
* Muligheden for at dele med andre i samme situation - hvis du har lyst
* Ingen krav - ingen binding
Hvem er vi?
Ulla Nørgaard Karmann er uddannet sygeplejerske og har et modul med sig fra masteruddannelsen i naturbaseret sundhedsfremme. Hun har gennem de sidste rigtig mange år forfinet og udviklet sin have, som en spiselig skovhave. En af aktiviteterne kan være at komme med rundt i haven og brugesine sanser og måske samle ind til en kop urtete, som nydes ved bålet. Grunden bølger sig igennem egen skov, eng og en rislende bæk. Der er med andre ord virkelig kredset for alle sanser og masser af mulighed for at finde små yndlingssteder og lade sindet dvæle på dette fantastiske sted www.ullasskovhave.dk
Sheila Naja Kragelund er autoriseret psykolog og mindfulnessintruktør. Hun har arbejdet med naturterapi og indre styrke og balance i mange år bl.a. med stressramte og personer, der lever med kroniske smerter eller anden funktionsnedsættelse. Sheila Naja er indehaver af Naturlig Væren. En psykologisk klinik med fokus på at finde den indre balance, finde hen til livet uden stress, angst og underskud, og i stedet fylde hverdagen med egen styrke og værdier samt nydelse. Du kan læse mere om Sheila Naja på www.naturligværen.dk
Praktisk
Vi mødes på Kærvej 5 i Ågård mellem Egtved og Vejle. Det er en privat grund med den smukkeste skovhave og skov, der henover årene er udviklet lige præcis til dette. Så der er mange gode små huler og lækroge. Der er rislende vand, væltede træer at læne sig op ad og meget mere. En hel oase at gå på opdagelse i helt uforstyrret for andre end os.
Tilmelding:
Du tilmelder dig via mail til naturligvaeren@gmail.com. Betaling er 350 kr pr. gang, som overføres via mobilepay ( nr. 734915) ved tilmelding. Du kan købe klippekort til 5 gange for 1500,- Du kan melde fra senest dagen før. Afbud på dagen bliver ikke refunderet.
Der er mulighed for at tilkøbe Nada-behandling, individuel psykolog sessios eller healing, hvis du har behov for et ekstra eller helt specifik støtte.
Du er velkommen til at kontakte os for spørgsmål.
Kærligst Ulla og Sheila Naja